Søndag d. 26. august 2012
Søndag vågnede vi op til at Camilla stressede lidt rundt.. Kathrine gik til morgenmad, da ingen af de andre magtede det.. Camilla fortrød dog og hørte Margrethe om hun ville med.. Hun var dårlig, så det blev til at Camilla hentede morgenmad til dem begge, og det blev nydt på værelset.. Herefter lagde Margrethe og Kathrine sig til at sove videre, imens Camilla måtte ned og finde ud af, hvor der lå en politistation, hvilket resulterede i at en af fyrene fra vores hostel tilbød at følge hende, og her kommer så 3,5 timers oplevelser:
Først møder jeg Christian fra HH, og vi snakker lige lidt om gårsdagens strabadser, før Mark (fillipiner drengen fra hostlet) og jeg begiver os ud efter en politistation, som ligger lige i nærheden..
Her gik vi så i 15 min. i høj varme.. Da vi kom ned til en meget trafikeret vej, skulle vi pludselig med sådan en tuk tuk bus lignende ting.. Den kostede kun 7 pesos per mand.. Her sad vi så som sild i en tønde, indtil vi 15 min senere skulle af.. Her gik vi så over til en politistation, som selvfølgelig var lukket.. Heldigvis lå der en lige i nærheden..
Da vi kom derhen, var politimændene noget lumre i det.. Vi blev ført ind i et rum, hvor jeg skulle aflægge forklaring. Her SKULLE jeg aflægge signalement, og idet jeg ikke havde set ham, blev beskrivelsen til en standard filipiner mand (lidt små tyk, lav, skaldet, skæve øjne, brun og lidt hårdt udtryk i øjnene).. Inden det blev mig til at aflægge forklaringen, var der en ældre italiener før mig, som havde blod op og ned af arme og ben.. Han var kl.10 om formiddagen blevet overfaldet på åben gade med børn omkring ham og røvet for ALT.. Han var forståeligt meget oprevet, og jeg var bare glad for, at jeg kun havde mistet telefonen!!
Der kravlede karkelakker overalt derinde i rummet, og så var der en lille meget mærkeligt udseende mand (lidt alla Quasimodo).. Hans tænder strittede lige ud i luften og var virkelig pukkelrygget.. Men han var nu så flink..
Da alt var ved at blive fikset, skulle jeg pludselig interviews igen.. Først fangede jeg ikke hvorfor, idet jeg blev spurgt om de samme spørgsmål, og hertil en del personlige såsom status (gift, single mm.) og alder, erhverv, og så skulle jeg sætte følelser på min oplevelse.. Til sidst slutter manden så af med at sige, at han kommer fra Filipinernes største afvis STAR, og at min historie ville blive trykt.. hahaha... Så på 24 timer skete der jo virkelig ALT!!
Efter jeg havde fået aflagt forklaring, skulle vi tilbage, og da jeg så kom op, var pigerne stort set lige vågnet..
Vi var alle sultne og ville over til Robinson for at få lidt mad.. Da vi kom ned fra værelset sad Christian der og det første Margrethe udbryder er: "Go'morgen", hun havde lige glemt at klokken var 14.. Hehe.. Rigtig friske..
Vi fik det lækreste koreanske mad, som blev stegt på en grill, som var indbygget i vores bord.. herefter sov vi lidt mere, hvor vi så skulle med fly videre til Kalibo..
Her gik alt fint, selvom Manilas lufthavn virkelig er skod.. Da vi ankom til Kalibo, skulle vi finde ud af, hvordan vi kom til Boracay.. Her bestilte vi bus og færge.. Det gik vildt for sig!! Vores chauffør kørte virkelig crazy!! Og det var mørkt, så vi kunne intet se.. (Det hjalp heller ikke, da vi skulle hjem fra Boracay, der så Camilla en bus magen til vores ligge udbrændt nede af en skrænt!! Godt det var da vi skulle væk, den blev opdaget..
Det var en 2 timers lang bustur efterfulgt af en tur i minifærge, som virkelig gyngede.. Vi sluttede af med en tur i tricycle.. Da vi blev sat af, var der intet lys eller spor, af det hostel vi havde booket.. Det var så fordi vi skulle igennem en lille smal skummel gyde, og greeeat da vi så gik, så var den oversvømmet!! Der lå lidt sandsække som vi med alt bagagen måtte hoppe på og ellers forsøge at balancere langs et pigtrådhegn.
Da vi endelig fandt vores hostel, var det slet ikke som forventet.. Da vi så vores værelse, lugtede der virkelig af svamp.. Der gad vi bare ikke bo! Så de viste os et andet værelse, stadig klamt men bedre.. Dette var så bare placeret uden for hostlet og i en families hjem, meget underligt..
Men nu var vi bare så trætte, at vi ville af med bagagen..
Kathrine var blevet syg, så hun hoppede på hovedet i seng imens Camilla og Margrethe ville have mad.. Her gik vi så ud og ledte lidt og wow en hyggelig gade.. Den ligger lige ned til stranden.. Rigtig fin..
Her fandt vi så en lækker restaurant, som hedder Titos.. Vi fik virkelig lækker filipinsk mad.. Da vi var færdige, kom ejeren ned og inviterede os på drinks, og det kunne vi da ikke sige nej til.. Så vi kom op på tagterrassen og fik lækre cocktails sammen med ham og 10 af hans fætre og søskende.. Her fortalte vi om vores oplevelser i Manila, og da vi sagde, vi havde taget metroen grinede de bare, for selv om de var fra Manila, har de aldrig taget metroen!!! OMG..
De sang utrolig meget, når de sagde noget og shots sange.. Vi takkede pænt nej til shots.. Vi kom sent hjem efter nogle rigtig hyggelige timer..
Efter nogle hårde timer var vi nu godt udmattede og klar til en god nats søvn..
Søndag vågnede vi op til at Camilla stressede lidt rundt.. Kathrine gik til morgenmad, da ingen af de andre magtede det.. Camilla fortrød dog og hørte Margrethe om hun ville med.. Hun var dårlig, så det blev til at Camilla hentede morgenmad til dem begge, og det blev nydt på værelset.. Herefter lagde Margrethe og Kathrine sig til at sove videre, imens Camilla måtte ned og finde ud af, hvor der lå en politistation, hvilket resulterede i at en af fyrene fra vores hostel tilbød at følge hende, og her kommer så 3,5 timers oplevelser:
Først møder jeg Christian fra HH, og vi snakker lige lidt om gårsdagens strabadser, før Mark (fillipiner drengen fra hostlet) og jeg begiver os ud efter en politistation, som ligger lige i nærheden..
Her gik vi så i 15 min. i høj varme.. Da vi kom ned til en meget trafikeret vej, skulle vi pludselig med sådan en tuk tuk bus lignende ting.. Den kostede kun 7 pesos per mand.. Her sad vi så som sild i en tønde, indtil vi 15 min senere skulle af.. Her gik vi så over til en politistation, som selvfølgelig var lukket.. Heldigvis lå der en lige i nærheden..
Da vi kom derhen, var politimændene noget lumre i det.. Vi blev ført ind i et rum, hvor jeg skulle aflægge forklaring. Her SKULLE jeg aflægge signalement, og idet jeg ikke havde set ham, blev beskrivelsen til en standard filipiner mand (lidt små tyk, lav, skaldet, skæve øjne, brun og lidt hårdt udtryk i øjnene).. Inden det blev mig til at aflægge forklaringen, var der en ældre italiener før mig, som havde blod op og ned af arme og ben.. Han var kl.10 om formiddagen blevet overfaldet på åben gade med børn omkring ham og røvet for ALT.. Han var forståeligt meget oprevet, og jeg var bare glad for, at jeg kun havde mistet telefonen!!
Der kravlede karkelakker overalt derinde i rummet, og så var der en lille meget mærkeligt udseende mand (lidt alla Quasimodo).. Hans tænder strittede lige ud i luften og var virkelig pukkelrygget.. Men han var nu så flink..
Da alt var ved at blive fikset, skulle jeg pludselig interviews igen.. Først fangede jeg ikke hvorfor, idet jeg blev spurgt om de samme spørgsmål, og hertil en del personlige såsom status (gift, single mm.) og alder, erhverv, og så skulle jeg sætte følelser på min oplevelse.. Til sidst slutter manden så af med at sige, at han kommer fra Filipinernes største afvis STAR, og at min historie ville blive trykt.. hahaha... Så på 24 timer skete der jo virkelig ALT!!
Efter jeg havde fået aflagt forklaring, skulle vi tilbage, og da jeg så kom op, var pigerne stort set lige vågnet..
Vi var alle sultne og ville over til Robinson for at få lidt mad.. Da vi kom ned fra værelset sad Christian der og det første Margrethe udbryder er: "Go'morgen", hun havde lige glemt at klokken var 14.. Hehe.. Rigtig friske..
Vi fik det lækreste koreanske mad, som blev stegt på en grill, som var indbygget i vores bord.. herefter sov vi lidt mere, hvor vi så skulle med fly videre til Kalibo..
Her gik alt fint, selvom Manilas lufthavn virkelig er skod.. Da vi ankom til Kalibo, skulle vi finde ud af, hvordan vi kom til Boracay.. Her bestilte vi bus og færge.. Det gik vildt for sig!! Vores chauffør kørte virkelig crazy!! Og det var mørkt, så vi kunne intet se.. (Det hjalp heller ikke, da vi skulle hjem fra Boracay, der så Camilla en bus magen til vores ligge udbrændt nede af en skrænt!! Godt det var da vi skulle væk, den blev opdaget..
Det var en 2 timers lang bustur efterfulgt af en tur i minifærge, som virkelig gyngede.. Vi sluttede af med en tur i tricycle.. Da vi blev sat af, var der intet lys eller spor, af det hostel vi havde booket.. Det var så fordi vi skulle igennem en lille smal skummel gyde, og greeeat da vi så gik, så var den oversvømmet!! Der lå lidt sandsække som vi med alt bagagen måtte hoppe på og ellers forsøge at balancere langs et pigtrådhegn.
Da vi endelig fandt vores hostel, var det slet ikke som forventet.. Da vi så vores værelse, lugtede der virkelig af svamp.. Der gad vi bare ikke bo! Så de viste os et andet værelse, stadig klamt men bedre.. Dette var så bare placeret uden for hostlet og i en families hjem, meget underligt..
Men nu var vi bare så trætte, at vi ville af med bagagen..
Kathrine var blevet syg, så hun hoppede på hovedet i seng imens Camilla og Margrethe ville have mad.. Her gik vi så ud og ledte lidt og wow en hyggelig gade.. Den ligger lige ned til stranden.. Rigtig fin..
Her fandt vi så en lækker restaurant, som hedder Titos.. Vi fik virkelig lækker filipinsk mad.. Da vi var færdige, kom ejeren ned og inviterede os på drinks, og det kunne vi da ikke sige nej til.. Så vi kom op på tagterrassen og fik lækre cocktails sammen med ham og 10 af hans fætre og søskende.. Her fortalte vi om vores oplevelser i Manila, og da vi sagde, vi havde taget metroen grinede de bare, for selv om de var fra Manila, har de aldrig taget metroen!!! OMG..
De sang utrolig meget, når de sagde noget og shots sange.. Vi takkede pænt nej til shots.. Vi kom sent hjem efter nogle rigtig hyggelige timer..
Efter nogle hårde timer var vi nu godt udmattede og klar til en god nats søvn..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar