Tunnellerne

Onsdag d. 22. august 2012
Margrethe skulle i dag ud for at besøge hendes moster og hendes familie, så vi havde planlagt at tage ud og se de berømte tunneller.. Tunnellerne kan I læse mere om her:
http://en.wikipedia.org/wiki/Cu_Chi_tunnels

Vi vidste ikke meget om tunnellerne, men fik hele historien fra det først skridt vi satte os ind i bussen..
Vi havde booket en tur med guide for 180 dong (meget få penge)..

Vores guide var en ældre herre, som sammenlignet med alle andre vietnamesere kunne snakke virkelig godt engelsk! Hans historie var virkelig noget af det mest interessante! Det viste sig hurtigt, at han har boet i USA, hvilket forklarer det gode engelsk..
Herudover har han arbejdet i den amerikanske marine, hvor han i sin tid blev udstationeret i Vietnam.. Han understregede at han aldrig dræbte nogle, fordi han stod i begge lejre.. Han kom med den vinkel vi ellers ville have savnet, idet tunnellerne nu er ejet af Kommunisterne (regeringen)..
Her fremstiller de amerikanerne som hunde, der bare skulle dø og dem som kæmpede for Cu Chi som helte.. Og generelt ser man kun alt fra vietnamesernes side, så han var et frisk pust..

Vi startede med at se en film om, hvordan de blev bygget, og hvordan folk levede i flere årtier, uden nogensinde at se dagslys.. Det hele er virkelig imponerende, fascinerende men samtidig meget skræmmende at de var tvunget ud i at leve sådan...
Det hele var et spil, om hvordan de gennemskuede hinanden først, hvem som lavede de bedste fælder og hvem som hele tiden var et skridt foran..
Vi kravlede også kort i en tunnel for at opleve, hvordan det var.. Det var virkelig småt, og meget varmt, så utroligt at de har kunnet holde ud at bo dernede permanent!

Vores guide var som sagt meget interessant, men at han hele tiden skulle synge, var virkelig mærkeligt! Og da stort set alle andre turister på turen var englændere, så sang de bare alle sammen med hver gang han sang. Her er et lille kort eksempel på "fællessang":

Da vi kom tilbage blev alle sat af det samme sted, hvilket var meget mærkeligt, da vi ikke anede, hvor vi var.. Vi var heldigvis tæt på vores hostel så intet problem i det.. Vi fandt en italiensk restaurant..hvor vi sad og hyggede, men pludselig stod det bare ned i stænger og greeeat, vi havde en skype date med Cata.. Så benene på nakken og igennem det vilde regnvejr..
På hostlet lå Margrethe og ventede på at blive samlet op.. Det blev til lidt afslapning grundet den massive regn...

Da vi skulle ud og have lidt mad sejlede gaderne med vand og scooterne gik jævnligt i stå grundet vand i motorerne.. Vi snuppede det nærmeste spisested.. Her prøvede vi en dragon fruit shake o advokado shake.. (disse kan ikke anbefales, da de er meget kvalm).. Vi var nok liiiige blevet lidt for overmodige.. hehe..